Dorch & Co.
       
Indhold

Familien Dorch

  • Disse sider indeholder oplysninger om slægtens fortid, indgifte slægter og efterslægt.

Norsk Buhund ...

  • Nogle sider om en hunderace med aner tilbage til vikingetiden.

Dette domæne ...

  • ... er for tiden under ombygning og revision.

Eksterne links

Hattemagerslægten Dorch

Hattemagere gennem 6 generationer
fra far til søn.


I dette gamle hus som endnu ligger i Frue Kirkestræde 5 i Odense, levede og virkede fire generationer af den Dorch' slægt.

Den 12. februar 1753 grundlagde hattemager Henrich Henrichsen Dorch (1730-1781) i Odense en hattemagervirksomhed, som siden, under ledelse af hans søn, hattemager og kaptajn i Odense Borgervæbning, Jens Dorch (1760-1812), hans sønnesøn, hofhattemager Henrich Jensen Dorch (1783-1867) og hans sønnesøns søn, fabrikant Niels Peter Dorch (1814-1882), blev en stor og anset virksomhed, som udover hattemagervirksomheden kom til også at omfatte farveri og egen klædefabrik: "Odense Damp-Farveri og Uld-Spinderi", ledet af Niels Peters bror, farver og klædefabrikant, Claus Dorch (1823-1876). Det røde klæde til betræk på knæfald og prædikestol i Sønder Nærå Valgmenigheds kirke var en gave fra Claus.
Firmaet var i 1872 repræsenteret med en kollektion af hatte på Den Nordiske Industri- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn.
Uheldigvis nedbrændte klædefabrikken natten mellem den 2. og 3. juli 1875. Den blev dog hurtigt genopført; men måtte afhændes allerede få år efter. Salget af den genopførte fabrik i november 1879 blev også starten på en afvikling af slægtens æra i Frue Kirkestræde og familien spredtes for alle vinde. Hofhattemager Rasmus Dorchs (1819-1872) søn, hattemager Henrik Jensen Dorch, drog kort efter faderens død til Amerika. Få år senere gjorde to af Niels Peters sønner, Jens Henrik Dorch og hattemager Oluf Christian Dorch det samme. Claus' sønner, Johan Henrik Sophus Dorch og Johan Frederik Dorch slog sig ned i Sverige og Elias Anton Dorch i Estland. En filial af hattemagerfirmaet "Dorch & Co., Hattefabrik", som oprindelig blev ledet af Rasmus, fandtes dog stadig i Odense på adressen Vestergade 4 helt frem til 1896, hvorefter den i 1897 var at finde i Nørregade 37 skråt overfor slottet. Filialen blev til sidst drevet af to af Niels Peters ugifte døtre, søstrene Anne Kirstine Henriette Dorch (1852-1936) og Christine Marie Dorch (1858-1942), der således blev slægtens sidste hattemagere i Odense. En anden af Niels Peters sønner, Henrik Jensen Dorch (1856-1909), flyttede i 1881 en del af virksomheden til Immervad i Århus og senere, i 1889, til Købmagergade 1 i København. I 1913 flyttede virksomheden til Østergade 61 på "Strøget" i København, hvor hans søn, Svend Julius Fabricius Dorch (1888-1952), drev virksomheden videre indtil sin død. Svend efterlod sig ingen børn og hans hustru Ethel (1898 – 1962) afhændede firmaet i 1953. Da havde virksomheden eksisteret i 200 år.


Hendrich Jensen Dorch, Hofhattemager i Odense


Dorch & Co.©1995-2013